Yndlings solbriller – Ray Ban fortælling
Indlæg skrevet af Christina Jensen, søndag d. 14 juli, 2009
Rabatværdi: 100,00 DKK
Det var skyet udenfor. De lysegrå skyer var begyndt at trække sig sammen til store sorte skyer. Solen og dens stråler blev dækket af mørket, og på få øjeblikke var hele den lyseblå himmel mørklagt af de sammentrukket store skyer. Det så ikke ud til at solen ville komme mere den dag. Det begyndte at dryppe på vinduesruden. Små bitte dryp. – Plask, plask, plask… Jeg sukkede en gang, og vidste hvad der ville komme. Med et stod det ned i stænger. Regnen plaskede mod ruden, med kolossal larm. Det fortsatte i lang tid, så var lige ved at vænne mig til det. Selvom det øst regnede ned fra himlen, var luften stadig varm og fugtig, den forsvandt ikke sådan lige. Det duggede for øjnene af mig, det var irriterende – bare fordi vinduet ikke var åbent. Min ejer kom ind på værelset. Hun futtede lidt rundt omkring sig selv, det lod til at hun nød det vilde regnvejr. Hun ryddede lidt op på værelset, sprang rundt som en bavian til hun svedte. Først dér, da luftfugtigheden var blevet for tyg, åbnede hun vinduet på klem. Det hjalp. Duggen var ved at forsvinde, der var kun en lille plet tilbage, som åbenbart ikke ville fordampe. Pigen satte musik på, så hun kunne flippe endnu mere ud, hun hoppede op i sengen også. Den knagede og gjorde ved, da hun hoppede frem og tilbage fra seng til stol. Jeg genkendte musikken. Hun hørte den tit, derfor vidste jeg at sangen endte med et brag. Ganske rigtigt. Hun hoppede over i sengen og idet hun ville hoppe ud fra sengen, ville der komme et brag. Hun hoppede og BAANG! … Der skete ikke det sædvanlige, som der plejede at gøre. Da hun landede på gulvet, sammen med braget, gik strømmen til radioen og lyset i loftet gik ud. Det var ikke braget fra musikkens ende, det var et ordentligt tordenskrald der havde huseret! Der var stille igen. Huset var vist blevet mørklagt og kun pigen var hjemme.
Jeg var ikke speciel glad for regn og torden. Det duede jeg ikke rigtig til. Jeg var mere den type der var til sol og sommer, hvor jeg virkelig kunne føre mig frem og blive lagt mærke til. Eller en overskyet dag, hvor jeg kunne blive brugt til, at beskytte min ejer mod offentligheden, eller når jeg bare generelt skulle på og være smart.
Men regnen fortsatte. Hun havde tændt stearinlys rundt omkring på borde og reoler. Der var ingen i vindueskarmen, for der kom der kulde osv. ind. Det var dejligt med lidt hygge, og det mindede mig om sommer og sol. Når man sad på terrassen i de sene sommeraftner og kiggede ud over markerne, for at opsluge den sidste del af solens varme og de svage stråler.
Det rumlede stadig ude i det fjerne, det værste var drevet over, troede jeg… Der kom endnu et brag BAANG! Det var så det klirrede i mine glas! Det var bestemt ikke morsomt. Jeg var bange for at jeg ville blive splittet i tusindvis af stykker ud over bordet, som jeg lå på. Men jeg holdt, jeg var et stærkt design. Jeg prøvede, så godt jeg kunne, at lade vær med at bekymre mig om det dårlige uvejr. Ikke mindst fordi jeg ikke kunne sove i mørke og slet ikke med al den rabalder…
Det blev sengetid og det var som om at uvejret havde lagt sig lidt. Det regnede mest og et par enkelte lyn slog over himlen et par gange. Pigen var faldet godt i søvn, hun lod sig ikke bemærke af den smule uvejr. Hun havde gået hele aftnen og ønsket, at det skulle blive bedre vejr i morgen, når hun skulle af sted på tur. Jeg håbede på det samme, det betød nemlig at jeg skulle med, og hvem ville ikke gerne med sin ejer ud, når det var flot solskinsvejr og dejligt varm? Så jeg håbede og bedte til solguderne om, at de skulle vise sig fra deres bedste side i morgen tidlig.
Der kom en snorken ovre fra sengen af. Der var larm alle vegne. Det var forfærdeligt. Jeg kunne ikke lukke et øje. Jeg vidste, at jeg var nødt til at have min søvn, eller ville jeg hænge med stængerne i morgen tidlig! Det kunne jeg ikke byde hende.
Så jeg ville prøve at finde noget i rummet, der kunne kede mig gevaldigt i søvn. Først prøvede jeg at lytte til urets tik-tak, men det kunne jeg lige så godt opgive. Regnen der trommede mod ruden, overdøvede alligevel hele rummet, undtagen pigens snorken som var på samme niveau. Så ledte jeg videre. Jeg fik øje på hendes hylde med alle skoene. Godt nok var der mange, men ikke nok til at jeg kunne tælle og falde i søvn undervejs. Så det opgav jeg. Måske skulle man bruge den gamle klassiker. At tælle får, kunne man måske alligevel ikke gå forkert i byen med. Så jeg begyndte at tælle. Ét får… to får… tre får… fire får… fem får…
En halv time senere.
721 får… 722 får… 722 får… 722 får… 7 får… får… ZzZ zZz ZzZ
Jeg vågnede af en vidunderlig klang. Først kunne jeg ikke rigtig finde ud af hvad det var for en lyd. Regnvejr og andet uvejr var det i hvert fald ikke. Det var fuglene der kvidrede for fuld musik. Jeg åbnede øjnene forsigtigt og blev blændet af morgensolens skarpe stråler. Det var en tør luft der kom ind af den lille sprække fra vinduet, som havde stået på klem næsten hele dagen i forvejen og natten ud. Pigen var allerede i fuld gang med at pakke en taske. Hun satte den ved siden af de meget større tasker. – Så var det altså rigtigt? Hun skulle på ferie, og ønskede godt vejr på afrejsedagen. Hun kom hen imod det lille bord, som jeg lå på, tog en halskæde på, som lå ved siden af mig og derefter greb hun fat om mig. Jeg blev sat i hendes hår. Det var noget af det bedste. Hendes hår var langt, blødt og skinnende. Hun gik hen til spejlet på væggen, og så sagde hun lovende til sig selv…
- Jeg går ikke ud i solens stråler uden Ray-Ban!
- Jeg kommer nu mor…
Og hun havde ret. Hun havde altid mig med på farten
loading...
Category: Læsernes solbriller
