Yndlings solbriller – RB 2140 Wayfarer
Indlæg skrevet af Christina Jensen, søndag d. 12 juli, 2009
Rabatværdi: 100,00 DKK
Der var mørkt. Bælgravende mørkt. Jeg lå på noget blødt papir. Måske var det endda stof? Velour? Jeg var ikke sikker, men det var varmt og dejligt. Der var ikke andre omkring mig, eller var der? Jeg var fuldstændig stille… Det eneste larm og støj der var, var omkring mig, noget uden for min vidde. Så jeg måtte befinde mig i en papkasse af en eller anden art, måske en æske?
Jeg kunne ikke huske, hvor jeg sidst befandt mig… Det sidste jeg husker tydeligst, var at jeg blev rullet ned ad et bånd, der var en masse andre, der lignede mig på en prik. Jeg kunne se over på et andet bånd, de var lidt anderledes, men de lignede alligevel mig, vi var muligvis nok i familie.
Efter min lille køretur på båndet, kom en hånd med hvide gummihandsker og greb fat om mig. De hvide fingre der greb om mig, var meget forsigtige, man skulle tro at hvis grebet ikke var blevet mere stramt, var jeg faldet ud af hænderne på personen, men jeg blev fastholdt af de meget kolde fingre. De kolde hvide fingre fumlede lidt om mig, bøjede mine stænger ind og ud, for at se om jeg fungerede. Det gjorde jeg vist. Jeg blev i hvert fald sendt videre til et par nye fingre.
Det næste par hænder der greb fat i mig, havde bomuldshandsker på, og de havde en tilpas temperatur. Jeg blev holdt op i lyset og blev tjekket en ekstra gang, derefter blev jeg pudset over det hele, så jeg kunne se ordentlig igen. Til sidst da jeg var blevet poleret og diverse ting, fik jeg sat et fint mærke på og så var jeg ikke sikker på hvad der næst skete. Det føltes som et blackout, der var nogen der foldede mig sammen… Måske var det en æske jeg var blevet lagt ned i? Det kunne måske være grunden til, at der var så mørkt og al larmen kom ude fra? Ja, det måtte det næsten være.
Jeg følte mine øjne var sløv og trætte. Jeg havde egentlig mest lyst til at falde i søvn, men hvad ville der så ske? Hvad nu hvis jeg gik glip af noget vigtigt? Jeg kæmpede, så godt jeg kunne imod søvnen. Jeg ville ikke give mig! Men så kunne jeg ikke klare det længere. Det var også fordi der var så mørkt derinde. Intet lys kunne holde mig vågen! Jeg mærkede sløvheden. Mærkede hvordan jeg kom længere og længere ind i drømmeland. Jeg prøvede at tænke en sidste vågen tanke…
Da jeg vågnede igen, var der helt stille… Jeg prøvede virkelig på at finde bare en lille støj, men der var intet. Jeg blev urolig. Hvad nu hvis dem uden for æsken, havde glemt mig? Hvad nu hvis jeg var blevet forladt og der aldrig ville komme nogen og bare lod mig ligge? Skulle jeg aldrig se dagslyset igen? Var det ude med mig? Skulle jeg bare lægge mig til og dø? Jeg var ved at opgive håbet… Jeg følte tårerne. Det var ikke fair! Jeg var ung og ny og ubrugt. Hvorfor skulle jeg så ligge i denne dumme æske? JEG VILLE UD!
Pludselig gav det et ryk i mig, som om nogen havde stødt eller rystet til æsken jeg lå i. Der var igen larm uden for æsken. Denne gang kunne jeg høre nogen snakke. De snakkede meget højt, det lød som om de grinede. Så var der én der råbte. Men jeg kunne ikke rigtig høre hvad det var der blev råbt, jeg fik kun fat i halvdelen. Noget med løber… en hobbykniv… tilbage… Jeg blev nervøs, hvad ville der ske med mig? Der var stille igen… Men stilheden blev brudt, da jeg rykkede frem og tilbage i æsken, det var et stort tumult! Der var stemmer uden for æsken igen. Jeg kunne høre en klinge skære i noget… Det var ikke min æske, men i noget andet. Som et lyn fra en klar himmel blev der taget om min æske. Der næst blev der fumlet lidt og endelig så jeg dagens sollys igen!
Damen greb fat om mig og hev mig op af æsken. Jeg blev hægtet fast til nogle hvide stænger. Nu havde jeg udsyn til det hele. Jeg kunne se, at jeg havde ligget i en lille fin æske, og udover det, havde jeg ligget sammen med en masse andre æsker i en stor papkasse. Jeg var den der havde ligget først for. En masse andre blev hængt op ved siden af mig og over for. Vi var alle sammen i en brillebutik – herreafdelingen hang jeg i.
Der var nogle enkelte mennesker, det var tidlig morgen. Solen skinnede igennem vinduesruderne. Jeg kiggede mig omkring igen. Mange af de andre solbriller lignede mig, måske lidt anderledes. Men ovre på den anden side, hang hun…
Hun lignede slet ikke alle de andre. Hun skinnede i spotlightet, de enkle former passede hende perfekt. Hun lignede en model RB 2140 Original Wayfarer. Jeg var ikke sikker, men én ting var jeg sikker på. Hun lignede en model og var vidunderlig smuk. Hun havde et tidløst design. Ingen af de andre i butikken kunne modstå hende. Jeg havde ikke en chance over for hende. Alle de andre solbriller blinkede allerede på livet løs, så hvorfor skulle jeg vinde hende?
Jeg hang der i nogle dage i butikken. Folk havde gået frem og tilbage. Gået forbi mig et par gange. Stoppet op. Kigget grundigt på mig. De turde nærmest ikke røre mig. Så kiggede de ned. Så prisen og vente om igen. Jeg undrede mig hver gang. Min sidekammerat der hang ved siden af mig, grinede hver gang det skete. Jeg spurgte ham hvorfor han grinte? Han svarede, at det var fordi jeg havde en stor, høj, flot pris. Jeg kiggede ned på mit skilt. Jeg kostede over tusinde kroner. Jeg blev forbavset og kiggede derefter over på hende den flotte model. Hun fniste da jeg kiggede. Hvorfor mon hun gjorde det? Jeg rømmede lidt. Hun havde lagt mærke til mig!
Et par dage efter dette, kom en ung herre og kvinde ind i butikken sammen. Herren og ekspedienten gik over til mandeafdelingen – altså mit område, mens kvinden gik med en anden ekspedient over til kvindeafdelingen. Den unge herre kiggede lidt frem og tilbage. Prøvede nogle forskellige solbriller. Men dem skulle det ikke være. Så kom han til min makker og jeg. Hans øjne så fortryllende ud. Han prøvede os begge to. Jeg kunne godt lide ham. Han så fin og afslappet ud.
Men han var i tvivl. Skulle han tage mig eller min sidekammerat? Imens kiggede jeg over på hende modellen. Den unge flotte kvinde havde hende på. Det så ud til at kvinden ville købe hende. Jeg blev fortvivlet. Hun måtte ikke forlade mig! Jeg stirrede på den unge herre, han blev nødt til at købe mig! Jeg ville samme sted hen, som hende modellen. Jeg turde ikke se mere. Jeg lukkede øjnene… pludselig var der nogen der tog om mig. Det var ekspedienten, der tog mig ned fra stativet. Hun lagde mig ned i et fint etui. Jeg hørte den unge kvinde sige til herren, at de havde valgt samme solbrille og at de var et perfekt match nu. Jeg tænkte over det hun sagde, og kiggede ud til siden… og der lå hun, lige ved siden af mig. Hun blinkede en gang til mig. Jeg blev glad og blinkede igen.
Det lod til at vi var et perfekt match, tænkte jeg igen. Jeg kunne se mig selv, skinnende så jeg ud, i hendes glas. Jeg blinkede endnu en gang til hende, og forstod nu at vi var ens. Vi var begge smukke tidløse designer solbriller.
- Vi var et par Ray-Ban solbriller…
Mvh Christina Jensen
loading...
Category: Læsernes solbriller
