I 1998 medvirkede Johnny Depp i kultfilmen, Fear and Loathing in Las Vegas. Filmen var banebrydende for sin tid, og skildringen af den let psykotiske og stærkt narko-påvirkede journalist, Raoul Duke (Johnny Depp), gør bestemt indtryk.

Depps outrerede og nærmest komiske stil gik hurtigt hen og blev et modefænomen blandt trendsættere. – Det blev populært at gå med hawaiiskjorter og bøllehatte, og man skulle helst udstråle, at man havde været i morfars klædeskab og fundet det grimmeste på hylden.
Det mest bemærkelsesværdige ved Depps ”outfit” var dog hans solbriller. I 90’erne var det endnu ikke blevet populært at bære overdimensionerede (oversize) solbriller, så stilen var forud for sin tid. Solbrillerne er fra Ray Ban, og modellen hedder RB3138-SHOOTER. – Modellen blev første gang lanceret i slutningen af 70’erne og var et kæmpe hit op gennem 80’erne. I 2009 relancerede Ray Ban modellen i to farver: guld stel med grønne glas og sort stel med sorte glas. I filmen bærer Depp en udgave med guld stel og gule glas, som var den oprindelige udgave fra 70’erne. Denne udgave bliver dog ikke produceret længere, så hvis man ønsker netop denne kombination, skal man få sin optiker til at udstyre solbrillerne med gule glas.

Modellen er en pendant til den velkendte Aviator-solbrille (RB3026 eller RB3025). SHOOTER-udgaven adskiller sig fra Aviator ved nogle enkelte detaljer som den runde ring mellem glassene og top-bøjlen i acetat (plastik). Vi spår, at RB3138-SHOOTER bliver en af 2010’s mest populære solbriller.
Solbrillerne har en vejledende udsalgspris på ca. 1.400,00 kr., men kan købes billigere på nettet til ca. 900 kr. Hvis man ønsker at få isat gule glas, skal man regne med, at det koster ca. 600 kr. hos en optiker.
Se nedenstående trailer til filmen:






